KÆRE BØRN OG FORÆLDRE !
Så er det igen blevet forår og dermed også mere lys og energi til os alle.
Vi forsøger hele tiden at holde Knasten i god form og finde på nye tiltag.
Inden længe går vi i gang med at opsætte seks sjove minigolfbaner, der kan bruges
hver eftermiddag. Vi tror selv, at det bliver et stort hit her i Knasten.
Banerne bliver placeret ude på vores legeplads og kan tåle at stå ude det meste af året – bortset fra vintermånederne.
Forhåbentlig er de klar til brug i starten af maj.
I samarbejde med Svendborg Basketball Club, DGI og Thurø Skole vil der med op –
start onsdag d. 20. april fra kl. 15 -16 være mulighed for at få afprøvet sine basket –
evner. Vi spiller seks onsdage, og det foregår udendørs på vores asfaltbane.
Inden længe sender vi information og indmeldelsesblanketter ud til de kommende
3. klasser. Vi håber, at de vil benytte sig af Knasten i den nye sæson og samtidig
ville det være dejligt, hvis mange af de nuværende medlemmer fortsætter.
Husk at kontingentet for 6. klasserne nedsættes til halv pris i den kommende sæson !
Evy er sygemeldt. Fra 1. februar var vi så heldige at kunne ansætte Tina, der nu er ansvarlig for den kreative afdeling.
Tina er uddannet pædagog og er kommet rigtigt godt fra start her i Knasten.
Velkommen til hende !
Vi er igen begyndt med bål én gang om ugen. I den forbindelse vil der som regel være lidt at spise.
Her i foråret går vi også i gang med såning i vores køkkenhaver.
Som I måske har hørt, var der brand i Knasten påskedag. Nogle unge mennesker havde brugt en éngangsgrill lørdag aften og lagt den i en affaldsspand, der var opsat foran kontoret. Grillen var ikke slukket ordenligt og i løbet af natten udviklede der sig brand. Ilden blev heldigvis slukket tidligt søndag morgen, inden det gik helt galt. Men det var en slem forskrækkelse. De unge mennesker er afhørt af politiet, og skaderne er nu udbedret. (Se billede under „brand‟)
Knastens årlige arbejdsdag bliver i sensommeren 2016. Datoen er ikke endeligt fastlagt, men vi har besluttet, at det bliver med spisning m.m. som Knasten sørger for. Vi håber derfor, at mange af jer får lyst til at give en hånd med.
Med ønsket om nogle rigtig gode forårs og sommermåneder til jer alle.
Venlig hilsen
Claus Bang
Leder