Formandens beretning sep 2022 – sep 2023
Seneste sæson har været en sæson uden de store udsving i Knasten. Fokus har været på at sikre en stabil hverdag for vores børn som et modsvar til “virkeligheden omkring os”. En virkelighed der for vores børn har været corona, krig og udskiftninger i personalet i Knasten. Derfor valgte Tina med bestyrelsens fulde opbakning, at vi skulle ændre i måden vi ansatte personale på.
Vi har efter Michelle stoppede i februar 2023 fået Gun-Britt og Mathilde fastansat, det var et kæmpe held for Knasten at Gun-Britt kunne og ville tage over i træværkstedet efter Michelle. Gun-Britt har fået 15 timer, de sidste 10 timer har Mathilde fået, de skal blandt andet bruges til at passe udearealerne og derudover er Matilde en perfekt legekammerat som alle børnene elsker at lege med. Begge er højt værdsat af børnene som kendte dem i forvejen. Gun-Britt kendte vi fra praktikforløb sommer 2022 til december 2022 og Mathilde er kendt ansigt fra boldklubben og fra spejder. Så selvom der var ændringer, var det en meget let overgang, og vi har et fantastisk personale. Grundstammen med Tina, Heidi og Gun-Britt håber vi holder i mange år. Mathilde er ansat indtil februar hvor hun skal videre.
Udover at sikre en stabil hverdag i Knasten, har vi haft fokus på flere af de mere trivielle sider af at have et skønt sted som Knasten. Vi har fået undersøgt vores tag på både hovedhuset og skuret af en tømrer. Vi oplevede utætheder i forbindelse med enorme regnskyl i januar og februar. Begge var i god stand og kan klare de næste mange år. Derudover har vi slukket for en bevægelses-sensor til ude-vasken, da den var ved at forårsage en brand. Derfor er automatikken erstattet af et håndtag, der skal lukkes op inde, og manuel åbning af en hane ude. Generelt tager vi vores område, bygninger, bålhus og legeplads mm meget alvorligt og har hvert år professionelle til at gennemgå sikkerheden og tilstanden på vores legeplads. Alt er i topform. Cykler og løbehjul mm er desuden blevet vedligeholdt af et lokalt firma.
Vi oplevede i forår/sommer, at der var mange som gjorde brug af vores fantastiske område. Noget vi bakker helt op om, men vi forventer at man passer på de ting vi værdsætter højt. Problemet var, at ikke alle var lige gode til at rydde op, og der var flere der tændte bål. Her skal vi huske at vi havde en meget tør forsommer og der kom (senere) afbrændingsforbud. Vi har derfor besluttet at det kun er tilladt hvis man lejer Knasten på forhånd, dermed får man adgang til vand og toilet. Ligeledes vil man nok også rydde bedre op, så vi ikke skal bruge en formiddag på at rydde op efter andre. Der er sat ny lås i til Krea, værelset og stuen, så adgang er alene til toiletterne. Vi har desuden besluttet at man skal have en tilknytning til Knasten eller skolen for at kunne leje området.
Tina havde en god ide med at bygge en scene/terrasse udenfor den dobbelte glasdør i “stuen”. Det blev godkendt af bestyrelsen og vi er i dag forhåbentligt (næsten) færdige. Her er tanken, at vi kan øve danserutiner, skuespil eller talentshows. Vi har et godt samarbejde med plejehjemmet og det er planen at invitere de mest mobile ned og se et show, som tak for invitationen hvor en stor del af Knasten var til Keld og Hilda koncert hos plejehjemmet. Det er fantastisk at se, hvordan et tæt lokalsamfund kan gøre gode ting for hinanden. Her gør vi i Knasten også gerne en indsats. Så vi glæder os til at indvie Orange-scene til foråret.
Bestyrelsen holder fokus på at sikre en stabil drift, med økonomisk råderum, det vil I se om lidt når regnskabet fremlægges. Vi kigger derfor fremad i vores planlægning og vi kan se at de næste sæsoner er med små årgange, derfor regner vi ikke med de store investeringer i det kommende år, men der er afsat et ret stort beløb til anskaffelse af materialer til Krea og træværkstedet og når først Orange scene er klar kan der laves gode aktiviteter der, så livet som Knast barn næste år bliver givetvis fantastisk med perler, maling, hamre, save, pool og så mulighed for at øve teater og dans.
Vi vil også arbejde hen imod at synliggøre at Knasten er privat og vi er afhængige af vores medlemmer. Der er flere forældre der tror at Knasten er under skolen, det vil vi gerne rette op på, så Knasten kan trives i mange år med aktive forældre og glade børn. Personligt vil jeg anbefale enhver at tage en tørn i bestyrelsen, man får MEGET mere igen end man giver, ud over at man sikre at Knasten for fremtiden.
Særlig tak skal gå til Tina, Heidie, Gun-Britt, Mathilde og vores frivillige for endnu en fantastisk sæson. På vegne af vores børn: “I gør det bare til en fest, at være barn på Thurø!”
Martin Gregersen Formand i Knasten