Kære børn og forældre !
Godt Nytår til jer alle.
December måned stod i julens tegn her i Knasten. Der blev lavet julegaver i massevis,
og humøret var højt. Vores traditionelle julearrangement for børn og forældre var som sædvanligt en stor succes. Der blev spist 300 æbleskiver, og der var desværre nogle enkelte forældre, der måtte undvære til allersidst.
Vi bager flere næste gang !
Torsdag d. 6. februar fra 17.00 – 19.00 er der NYTÅRS-BINGO for 4., 5. og 6.
klasserne. Der er fine præmier på spil, og der serveres pølser og brød i halvlegen.
Vi sender en tilmeldingsblanket med børnene hjem.
Vores toiletter – både til børn og personale – trænger til en opfriskning. Derfor skal
der bl.a. males. Det bliver sandsynligvis i vinterferien, hvor vi har lukket.
Vi skal også have renoveret vores skur til opbevaring af gokarts, løbehjul, stylter,
hockeyudstyr, haveredskaber m.m. Det bliver et forårsprojekt.
Som skrevet sidst, forsøger vi at begrænse brugen af mobiltelefoner i Knasten.
Det er stadig en stor hjælp, hvis I tager en snak derhjemme om dette.
Husk at kikke i tasken engang imellem. Måske er der brev fra Knasten !
Og hjælp os venligst med at betale kontingent til tiden.
Inden længe åbner vi et lille syværksted i den kreative afdeling. Her er der mulighed for at sy kjoler. Albertes mor, Linda, har lovet at hjælpe os. Tak for det.
Vinter har der jo ikke været meget af endnu. Men skulle det ske, har vi bobslæderne
klar til brug. De skal bare ned fra loftet.
I træværkstedet bliver der om nogen tid købt træ ind til fremstilling af fuglekasser.
Så her kan man få afprøvet sine evner med sav og hammer.
Det var ordene for denne gang. Vi går mod lysere tider. Dagen er allerede nu tiltaget
med næsten en time. Inden vi ser os om, gror græsset igen…
På Knastens vegne.
Venlig hilsen
Claus Bang
Leder