Kære børn og forældre !
Vi håber, at I alle er kommet godt igennem Jul og Nytår. Det har ikke været helt som det plejer, men forhåbentlig går vi mod lysere tider på flere områder.
Knasten har siden 4. januar haft nødpasning for medlemmer i 3. klasse.
Medlemmer i 4. klasse, med særlige behov, er velkommen til at kontakte os.
Det er Tina og undertegnede, der er på arbejde. Vi hygger os med de børn, der kommer, og ind i mellem svinger vi rengøringskludene og støvsugeren…
Vores pædagogmedhjælper, Mathias, havde sidste arbejdsdag i Knasten lige inden juleferien. Han skal i gang med at uddanne sig til ”rigtig pædagog”. Tak til Mathias for en god indsats i Knasten. Vores nye pædagogmedhjælper hedder Lasse, og han er også tidligere ”Knast-dreng”. Desværre har vi ikke haft brug for ham endnu, men vi håber meget, at han kan starte den 8. februar. Her håber vi også, at Knasten kan åbne mere op. Det glæder vi os til !
Vi har valgt at opkræve kontingent for 1. kvartal 2021 selv om vi godt ved, at I ikke får fuld valuta for pengene. Men Knasten er som bekendt en forening, der er meget afhængig af kontingentindtægter. Vi håber på jeres forståelse, og vi vil gøre vores bedste for, at Knasten får hjulene til at snurre på fuld kraft igen, når vi får lov.
Vores nye ”udestue” fungerede rigtig godt i hele december, hvor der var travlhed i juleværkstedet. Der er, som skrevet sidst, sat sejl op langs siderne ved den ene af Knastens overdækninger. Herved får et ekstra rum, der kan bruges hele året rundt.
Et kommende forårsprojekt er opsætning af en udevask ved vores hovedbygning.
God håndhygiejne er nok noget, der er kommet for at blive…
Knastens træ-minigolfbaner kører på sidste vers. I denne sæson har vi budgetteret med at anskaffe nogle nye baner, der er fremstillet i robust genbrugsplast. Men det afhænger selvfølgelig meget af vores økonomi. Minigolf har vist sig at være en rigtig god udeaktivitet, så det vil vi meget gerne kunne fortsætte med.
Godt Nytår til jer alle. Håber vi snart kan ses igen.
På Knastens vegne.
Venlig hilsen
Claus Bang
Leder